Selvforsvar i det offentlige – perspektiver og problemstillinger i relation til kerneopgaven

Vold, trusler om vold og generelt intimiderende adfærd er et alvorligt problem for offentligt ansatte. Vold mod offentligt ansatte er, ifølge Dansk Statistik, steget med 53 pct. i perioden 2009 til 2015. Ifølge Arbejdsmiljø og Helbred i Danmark 2018, har 37,3 pct. af specialpædagoger, 34,8 pct. af politi og fængselsbetjente samt 30,7 pct. af social- og sundhedsassistenter været udsat for vold. Endnu flere har været udsat for trusler om vold, blandt andet 46,1 pct. af specialpædagoger. Konsekvenserne af vold og trusler om vold kan både måles økonomisk, psykologisk og organisatorisk. Hvor visse faggrupper skal kunne operere aktivt med magtanvendelser, er magtanvendelser eller forsvar mod voldelige og truende borgere hos andre faggrupper mere et onde end et fagligt redskab. Men beslutningstagere er i stigende grad nødsaget til at forholde sig til personalets sikkerhed, og en af overvejelserne er, hvorvidt selvforsvar skal indgå som et element i faglig kompetenceudvikling.

Ofte fravælges selvforsvar, fordi det 1) ofte ikke virker efter hensigten, 2) måske kan have en optrappende effekt, eller 3) det menes ikke at harmonere med kerneopgaven. I følgende essay skal vi forsøge at udvide selvforsvarsbegrebet med henblik på at vise, at selvforsvar primært er en fordel, hvis vi forholder os integreret til fænomenet. Erfaringen fra mange offentlige institutioner og bosteder har vist, at træning i selvforsvar sjældent har nogen effekt, hvilket, vi skal se, har mere med træningen, instruktionen og måden at forstå selvforsvar på, end om hvorvidt det virker eller ej. I forhold til hvorvidt selvforsvar kan være konfliktoptrappende, er det vores erfaring, at evnen til og forståelse af selvforsvar kan være nedtrappende. Manglende færdigheder, forståelse og – endnu mere essentielt – selvtillid i tilspidsede situationer kan medføre øget stress og angst, der kan reducere evnen til at kommunikere nedtrappende, kan skabe en overreaktion, eller det kan potentielt motivere den aggressive borger til at begå vold. Det er primært politibetjente, der opererer med magtanvendelser som et centralt element i kerneopgaven, men selvforsvar handler ikke kun om at anvende fysisk magt – selvforsvar er endnu mere et mindset og en forståelsesramme, der gør den enkelte mere robust og kompetent i forhold til at navigere i risikomiljøer. Personale, der arbejder i miljøer, hvor risikoen for fysisk vold og trusler om vold er på et acceptabelt niveau, bør kunne forstå og navigere i potentielt farlige situationer, for det modsatte kan paradoksalt nok føre til mere vold og flere trusler.

Et andet perspektiv er den generelle usikkerhed, der langsomt kan sive ind og skabe institutionel handlingslammelse over tid. Hos Center for Konfliktforebyggelse anvender vi det, som vi kalder det udvidede sikkerhedsbegreb. Det udvidede sikkerhedsbegreb handler om at anskue sikkerhed som et systemisk fænomen ved blandt andet at koble tryghed og sikkerhed sammen. Når usikkerheden har fat i institutionen på grund af trusler og vold om trusler, påvirker usikkerheden også borgernes fornemmelse for trygheden, og det kan gå ud over sikkerheden. Borgere, der føler sig utrygge, kan føle sig nødsagede til at tage sikkerheden i deres egen hånd. Det store problem er, at usikkerheden ofte opererer under det bevidste niveau. Den kan have fat i kulturen, uden vi er klar over det. Apati, råhed og manglende rummelighed indtræffer og skaber en tilstand af institutionel handlingslammelse, hvilket er en tilstand så langt fra kerneopgaven, som det overhovedet kan være, men desværre noget vi ser mange steder.

Hvad er selvforsvar?

I sin mest basale form er selvforsvar et forsvar af det fysiske selv, men for at vi mennesker for alvor kan føle os trygge, kræver det også, at vores psykiske selv er intakt. Selvforsvar i udvidet form handler derfor ikke kun om at kunne reagere på en fysisk trussel, men det handler i høj grad også om at kunne navigere i, analysere, forebygge og lægge planer for optimal adfærd i risikomiljøet. Vi opdeler derfor selvforsvar i dels et kontinuum og et operativt perspektiv, der igen kan opdeles i et strategisk, taktisk, teknisk og et psykologisk niveau. Vi starter med kontinuummet, som er: 1) Kan jeg undgå, må jeg undgå; 2) kan jeg ikke undgå, må jeg nedtrappe kommunikativt; 3) kan jeg ikke nedtrappe, må jeg håndtere situationen med fysisk magt. Vi må selvfølgelig bestræbe os på 1) at undgå farlige situationer, men som fagpersonale har vi ofte et ansvar og må 2) forsøge at nedtrappe verbalt. Kan vi ikke nedtrappe længere, kan vi 3) være nødsaget til at skulle anvende fysisk magt for at undgå skade os selv eller andre. Fordi mange ikke har vilje eller færdighed til at forsvare sig selv eller andre, sker det ofte, at den pågældende fryser eller resignerer, dvs. at en kropslig og kognitive handlingslammelse indtræffer. Fra et ledelsesmæssigt perspektiv kan det måske anskues som en fordel, at personalet ikke svarer igen, men problemerne er flertydige. For det første opstår kronisk stress og traumer ofte i forbindelse med handlingslammelse. Med tiden kan det medføre yderligere hæmmet adfærd og depression¹.

Det første af de operative niveauer er det strategiske og handler om en fælles strategisk bevidsthed om, hvordan vi estimerer trusselsniveauet, og dernæst hvordan vi forholder os til vold og trusler om vold på en måde, der minimerer begge. En strategi er kort fortalt en velovervejet plan, der hænger sammen med ønskede resultater, og som opdateres løbende i takt med, at nye resultater tikker ind. Det taktiske niveau handler om, hvordan vi bevæger os rundt i et risikomiljø sammen og alene, og om hvorvidt vores situationelle årvågenhed og mentale parathed er synkrone med kontekstens forfatning. Det tekniske niveau handler om, hvad vi rent faktisk er i stand til, når en situation bliver farlig. Kan jeg rent faktisk finde ud af at komme væk? Kan jeg nedtrappe verbalt? Eller kan jeg find ud af at forsvare mig selv eller andre, skulle det komme dertil.

Men selvforsvar er først og fremmest psykologisk. Det er en beslutning om og en vilje til at ville forsvare sig selv. Teknikker og taktikker kommer i anden række. Først og fremmest handler det om at ville og i særdeleshed føle, at man er værd at forsvare. Det er vores erfaring, at dem der vil forsvare sig selv, i langt mindre grad er dem, der behøver at gøre det, for det er mindre attraktivt at angribe mennesker, der har tænkt sig at svare igen. Det psykologiske niveau kan dog også opdeles i flere niveauer. Vi har det individuelle niveau, der handler om min egen indstilling og tilstand. Vi har et relationelt niveau, der handler om, hvorvidt vi bidrager til hinandens tryghed, sikkerhed og evne til at skabe ro og tryghed for borgerne. Til sidst har vi et organisatorisk niveau, der handler om, hvorvidt de organisatoriske rammer understøtter sammenhængskraft, motivation og generel psykologisk tryghed.

Når vi laver vores sikkerhedsanalyse, skal vi derfor kunne determinere, hvor ofte vi rammer bunden af kontinuummet, hvad vores operative færdigheder er, og ikke mindst hvad vores psykologiske tilstande er på både det individuelle, relationelle og organisatoriske niveau. Udvidet selvforsvar handler om at integrere alle ovennævnte aspekter og ikke kun om, hvordan vi bevæger armen, når nogen tager fat i den. I særdeleshed handler selvforsvar om at finde ind til kernen af, hvorfor der i det hele taget er et behov.

Når usikkerheden har fået fat

Før i tiden kaldte vi det for kamptræthed, men PTSD er for stærkt et ord i denne sammenhæng. Noget af det, som vi ofte oplever på offentlige institutioner, er et vist niveau af kamptræthed. Års arbejde med kognitivt og emotionelt udfordrede målgrupper, der ikke reagerer forudsigeligt, gør noget ved os. Det skaber en generel usikkerhed, men den er ikke altid bevidst for os. Jos Brosschot, Julian Thayer og kolleger har udviklet en teori om generel usikkerhed baseret på studier af usikkerhed i mennesker og dyr². I stedet for at anskue stress som noget der relaterer sig til stressorer, må vi anskue stress som generel mangel på tryghed, der specielt manifesterer sig i de relationer, vi har, og de kontekster, som vi befinder os i. Pludselig stress, som en reaktion på en pludselig hændelse, er ikke nær så farligt for os som den kroniske stress, der opstår, når vi over længere tid har befundet os i et usikkert miljø.

Når usikkerheden har fat i os, kommer vi enten til at overreagere eller underreagere. Begge reaktioner er lige farlige³. En eller flere kollegaer, der enten fryser i kritiske situationer eller overreagerer, er lige kompromitterende for generel tryghed. Og det medfører samtidig, at vi mister kognitiv formåen og overblik⁴, hvilket selvfølgelig er centralt for at løse en kompleks pædagogisk opgave. Ofte er vi dog ikke engang klar over, at vi er stressede⁵. Joseph LeDoux og kolleger viser, at dette skyldes, at der er en distinkt forskel i de neurologiske systemer, der skaber stresstilstanden, og de systemer, der forårsager oplevelsen af stressen⁶.

Har usikkerheden for alvor fået fat i personalet, kan det skabe uro og aggression blandt borgerne og overreaktioner eller underreaktioner blandt personalet, og med tiden kan det medføre moralske skader (eng.: moral injury)⁷. Kronisk stress/usikkerhed opstår, når personalet over længere tid bliver udsat for mange potentielt farlige og uforudsigelige hændelser, der ikke kan håndteres og reduceres. Usikkerhed kan få mennesker til at begå hændelser, som de normalt ikke kan stå inde for. Dette kan medføre moralske skader, der får den enkelte til 1) at brænde ud eller 2) at forråelse indtræffer. Forråelse er en måde at tilpasse sig en usikker kontekst på, men at kunne tænke operativt om egen og hinandens sikkerhed, at kunne mestre visse simple, men essentielle teknikker, er paradoksalt nok en vej ud af forråelsen.

Forråelse er en angstpræget tilgang til egen sikkerhed, og den skaber en usikkerhed, der risikerer at medføre, at borgerne ender med at blive en endnu større sikkerhedstrussel. Det medfører altså et selvforstærkende feedbackmønster, der får usikkerheden til at stige hos både personale og borgere. Forråelsen er et forsvar mod handlingslammelsen, men den er også præget af handlingslammelse. Forråelsen manifesterer sig ofte som passiv-aggressiv adfærd, hvor forskellige situationer skaber underreaktioner og andre overreaktioner⁸. Når vi overraskes af noget, som vi ubevidst bedømmer som farligt, sker der et neurologisk bypass af det netværk, der faciliterer et mere fagligt respons og et andet netværk, der faciliterer kamp, flugt eller resignation. Bypasset sker i høj grad, hvis vi ikke vi har viljen til at konfrontere det farlige⁹. Konfrontationen skal dog ikke ske fra et angstpræget sted, men et sted baseret på kompetence og vilje – og når vi ikke handler, kan vi over tid forstærke dette passivt aggressive mønster.

Vi kalder det strategisk modstand, når vi øver os psykologisk og fysiologisk i at konfrontere en trussel for at opnå kontrol med situationen. Generel usikkerhed sætter ind, når vi oplever for mange situationer, hvor vi ikke har kontrollen. Ofte tror vi, at når vi trækker os, så er det den bedste adfærd, men det kan lige så godt skyldes, at vi har mistet kontrollen og ikke ved, hvordan vi får den tilbage. Det kan også betyde noget for borgeren, for hvis de fagligt ansvarlige ikke engang kan passe på sig selv, kan de så passe på mig? Vi ser ofte, at tilbagetræningsstrategierne dækker over institutionel handlingslammelse. Usikkerheden har fat i os, og vores hjerner og kroppe tvinger os til ikke at handle, og når vi så handler, så handler vi ofte på den forkerte moralske side.

Flere af os i grundstaben hos Center for Konfliktforebyggelse har en baggrund i sikkerhedsverdenen og har enten oplevet på egen krop eller været vidne til, at når usikkerheden får fat, så gør det noget ved vores evner til at skabe tryghed for andre og ved vores evner til at kunne kommunikere nedtrappende. At kunne signalere tryghed kræver, at vi selv føler os trygge. Hvis alvorlige konflikter, vold og trusler er et ukendt sprog for os, bliver arbejdet meget hurtigt utrygt. Vi oplever alle angst og frygt, men noget af det, som vi taler mindst om eller bruger mindst tid på at forstå, er angst og frygt¹⁰. At lære at forstå, hvorfor vi reagerer som vi gør, og hvorfor det opleves, som det opleves, er en central del af den mentale sundhed, for meget ofte bliver vi mere bange for følelsen af frygt, end selve det vi tror, vi frygter.

Det er fint alt sammen, men det virker stadig ikke

Selvforsvar virker for det meste ikke, fordi det, som vi lærer fagpersonalet, ikke er selvforsvar i bred forstand. Vi lærer teknikker, der virker fint i den kontekst, som vi lærer dem i, men som ikke fungerer, når det gælder. Vi har alle sammen de samme overlevelsesmekanismer i krop og hjerne, men vi har ikke alle lært at mobilisere dem korrekt, når det virkeligt gælder. Jeg havde trænet en del kampsport, da jeg som ung studerende på universitetet begyndte at arbejde som dørmand for at supplere til SU’en, og mødet med virkeligheden skulle vise sig at være langt fra dojoen. Selvom det kan gå hårdt for sig i ringen, så er der altid en dommer eller træner, der kan stoppe kampen – det hele forgår planlagt, og reglerne er tydelige. Ude i den ”virkelige” verden er der ingen regler, ingen dommere, og intet er planlagt på forhånd. Typisk sker det, der helst ikke skal ske, når vi mindst venter det. Og netop derfor kalder virkeligheden på noget helt andet.

Jeg lærte derfor hurtigt, at selvforsvar kan sammenlignes med at køre bil. Der må kun være én bremser og én speeder, for des flere muligheder på samme problem, des større er sandsynligheden for, at vi intet får gjort, når der pludseligt skal katastrofebremses. Vores medfødte overlevelsessystem er ikke, som mange påstår, primitivt, det er voldsomt sofistikkeret, og netop derfor virker det så insisterende på vores adfærd. Når der opstår en katastrofesituation, sker der store forandringer i vores indre fysiologi. Et af de meget potente stresshormoner, kortisol, strømmer ud i blodet fra binyrerne og skaber forandringer i ikke mindre end 200 forskellige gener¹¹. Men før kortisol overhovedet frigøres, vælter to meget potente hormoner ud i blodet og hjernen: CRF og ACTH. Og dette er kun, hvad der sker i den ene af flere stressakser. Den sympatiske del af det autonome nervesystem udløser noradrenalin direkte til hjertet og stimulerer en anden del af binyrerne til at udløse adrenalin. I hjernen udløses CRF og noradrenalin og ændrer radikalt ved perception, opmærksomhed, mental ophidselse og arbejdshukommelse. Og der er mange flere processer, der går i gang, når vores hjerne vurderer, at vi står i en alvorlig trusselssituation¹².

Grunden til, at bremseren virker så fint i vores bil, er, at den er så nem at hamre i bund, også selvom krop og hjerne forbereder sig på ankomsten af en isbjørn. Skal vi lære en selvforsvarsteknik, der kan få os ud af en alvorlig situation, og uden at borgeren kommer i fare, skal den ikke være mere sofistikeret end det at hamre en bremse i bund. Vi fandt et simpelt og meget gennemprøvet system fra USA kaldet SPEAR. Det virker, fordi det er grov-motorisk nok til at kunne begå sig i en isbjørnesituation og effektivt nok til at kunne afbøde selv de mest alvorlige situationer. I kritiske situationer falder vi tilbage på simple, indlærte teknikker¹³. Mange selvforsvarssystemer tager år at mestre, men det tager ikke ret lang tid at lære at køre bil. Over årene forfiner vi de simple grundprincipper, som vi lærte, første gang vi satte os bag rettet. Når vi træner det tekniske niveau, så ved vi, at alle lærer at køre bil. Det eneste, de skal gøre efterfølgende, er at øve sig, så forfiner de færdighederne.

Det er bedre at handle end at fryse

Når vi ikke kan handle i en potentielt farlig situation, er det at sammenligne med ikke at have en speeder, og når vi ikke kan trygge på speederen, så fryser vi. Frys-tilstanden, eller tonisk immobilitet (TI) som det hedder på fagsprog, er en tilstand, hvor volontære muskler i kroppen mister kraft. Tilstanden indtræffer, når truslen vurderes at være maksimal og potentielle muligheder for handling minimal. Tilstanden kan være så alvorlig, at vi intet kan gøre eller sige. I retssager om potentiel voldtægt spørges der ofte ind til, om offeret sagde fra, men i en tilstand af tonisk immobilitet kan det være umuligt at sige fra, simpelthen fordi der ikke leveres mekanisk energi til muskler i kæbe og hals¹⁴. De fleste af os kender til momentane frys-tilstande. Det være sig en bil der dytter aggressivt, mens vi går i egne tanker, eller én der råber op ved disken i supermarkedet. For mange eller for intensive oplevelser med TI kan medføre traumer¹⁵. Traumer er ikke nødvendigvis så unormalt, som det konventionelt antages, og kan bæres af mange, der arbejder i risikomiljøer. Kronisk stress medfølger ofte traumer, og kronisk stress øger sandsynligheden for handlingslammelse¹⁶. Paradoksalt nok er vejen ud af kronisk stress ofte handling.

Når vi bevæger os nedad i kontinuummet i en truende situation, nærmer vi os området hvor TI kan indtræffe. Når vi konfronteres med en alvorlig trussel, mobiliseres stress-responset, og der trækkes i høj grad på tidligere indlærte teknikker. Har vi ikke indlærte teknikker på lager, så går vi fra kamp eller flugt og direkte til frys (TI). Det stopper dog ikke her. I en høj-stresssituation forsvinder finmotoriske evner¹⁷. Mange selvforsvarsteknikker er finmotoriske og derfor ikke aktuelle i høj-stresssituationer. De bringes faktisk slet ikke i spil. Tænk på din stemme, der lyder grov og meget lidt fin-motor, når du er stærkt stresset. Det samme gælder for muskler i arme og ben. Finmotoriske teknikker, som udgør størstedelen af de fleste selvforsvarsteknikker, hjælper derfor ikke. Som vi tidligere var inde på, så må der kun være én eller måske to simple grovmotoriske teknikker, som vi kan trække på. Des flere finmotoriske teknikker vi har, og des flere teknikker vi har i det hele taget, des større er chancen for, at vi indtræder i en tilstand af handlingslammelse (TI).

At kommunikere nedtrappende er ikke en teknik, det er en mental tilstand

Konfliktnedtrappende kommunikation er dybest set følelseshåndtering¹⁸. Vi kan være uenige, men det er først, når uenigheden bliver overemotionel, at en uenighed bliver til en konflikt. De vigtigste følelser at håndtere er dog vores egne. Vi kan ikke skabe ro hos den anden, hvis vi ikke selv er i ro. Usikkerhed spreder sig som en smitsom sygdom – både mellem to mennesker, men også videre ud i afdelingen. At kunne forsvare sig selv og at kunne navigere i et risikomiljø er væsentligt for at skabe indre ro. Derfor bør det ikke overvejes, om selvforsvar forstyrrer kerneopgaven – selvforsvar skal være en del af kerneopgaven. Taktisk sikkerhedsadfærd gør os også bedre til at forstå borgerens sikkerhedsbehov. Lige så vel som ubevidst usikkerhed påvirker vores kognition og adfærd, så påvirker det også borgernes.

Det, som vi kalder udvidet sikkerhedsforståelse, handler om at anskue sikkerhed som et systemisk fænomen. Kort fortalt betyder det, at vi må kæde tryghed og sikkerhed sammen. Mennesker, der ikke føler sig trygge, udgør en potentiel sikkerhedsrisiko. En væsentlig del af min sikkerhed afhænger af min evne til at skabe din tryghed. Men det kræver først og fremmest, at jeg føler mig tryg. Borgere, der ikke føler sig trygge, oplever den samme stress-mobilisering, som jeg gør, og lige så vel som den kan få mig til at reagere i affekt, så kan den også få borgeren til at reagere i affekt.

Opsamling

Når vi tænker selvforsvar, skal vi altså have et dobbeltblik på 1) institutionens generelle tryghedsniveau, samt 2) hvordan vi forholder os til selvforsvar i praksis. Ofte hænger disse sammen, for evnen og viljen til at ville forsvare sig selv og andre betyder noget for den oplevede tryghed, og den oplevede tryghed betyder noget for den objektive sikkerhed. Usikkerheden får både fat i institutionen, når vi bliver handlingslammede, og når vi overreagerer. Balancen er at kunne og ville, men uden at skulle. Netop fordi vi er opmærksomme på usikkerhed, kamptræthed og forråelse, samt på at det er i orden at ville forsvare sig selv og andre, kan vi hæve trygheden for os selv, og det smitter af på borgerne. Vi kan skabe mere ro i vores samtaler med borgerne, og borgerne kan få mere tillid til, hvad vi kan, men også respekt for hvad vi vil. Balancen er hverken at underreagere eller at overreagere, men at reagere tilpas og proaktivt ved først og fremmest at genkende, erkende og handle på usikkerheden, særligt når den skaber passiv-aggressiv forråelse. I dette lys er selvforsvar ikke noget, der enten understøtter eller modarbejder kerneopgaven – selvforsvar er en del af kerneopgaven.

Kilder

1 Gilbert P, Allan S (1998) The role of defeat and entrapment (arrested flight) in depression: An exploration of an evolutionary view. Psychological Medicine. 28(3):585–598.

Marsh AA, Blair KS, Jones MM, Soliman N & Blair RJ (2009) Dominance and submission: the ventrolateral prefrontal cortex and responses to status cues. J Cogn Neurosci. 21(4):713–724.

2 Brosschota JF, Verkuil B, Thayer JF (2017) Exposed to events that never happen: Generalized unsafety, the default stress response, and prolonged autonomic activity. Neurosci Biobehav Rev. 74:287-296.

3 Vogel S & Schwabe L (2019) Stress, aggression, and the balance of approach and avoidance. Psychoneuroendocrinology. 103:137-146.

4 Arnsten AFT, Wang MJ, Paspalas CD (2012) Neuromodulation of thought:  Flexibilities and vulnerabilities in prefrontal cortical network synapses. Neuron. 76:223-239.

Yuen EY, Wei J, Liu W, Zhong P, Li X & Yan Z (2012) Repeated stress causes cognitive impairment by suppressing glutamate receptor expression and function in prefrontal cortex. Neuron. 73(5):962-977.

5 Brosschot JF (2010) Markers of chronic stress: Prolonged physiological activation and (un)conscious perseverative cognition. Neurosci Biobehav Rev. 35(1):46-50.

6 LeDoux JE & Pine DS (2016) Using neuroscience to help understand fear and anxiety: A two-system framework. Am J Psychiatry. 173:1083-1093.

7 Dean W, Talbot S & Dean A (2019) Reframing Clinician Distress: Moral Injury Not Burnout. Fed Pract. 36(9):400-402.

Koenig HG, Al Zaben F (2021) Moral Injury: An Increasingly Recognized and Widespread Syndrome . J Relig Health. 2021;1-23.

8 Vogel S & Schwabe L (2019) Stress, aggression, and the balance of approach and avoidance. Psychoneuroendocrinology. 103:137-146.

9 Pacak K, Palkovits M, Kvetnansky R, Matern P, Hart C, Kopin IJ & Goldstein DS (1995) Catecholaminergic inhibition by hypercortisolemia in the paraventricular nucleus of conscious rats. Endocrinology. 136(11):4814-9;

Salay LD, Ishiko N & Huberman AD (2018) A midline thalamic circuit determines reactions to visual threat. Nature. 557:183-189.

10 Moxnes P (2012) Positiv angst i individ, gruppe og organisation. 4. ed. Oslo, Universitetsforlaget.

11 Datson NA, Van Der Perk J, De Kloet ER & Vreugdenhil E (2001) Identification of corticosteroid-responsive genes in rat hippocampus using serial analysis of gene expression. Eur J Neurosci. 14:675-689.

Pacak K, Palkovits M, Kvetnansky R, Matern P, Hart C, Kopin IJ & Goldstein DS (1995) Catecholaminergic inhibition by hypercortisolemia in the paraventricular nucleus of conscious rats. Endocrinology. 136(11):4814-9.

12 Godoy LD, Rossignoli MT, Delfino-Pereira P, Garcia-Cairasco N & Umeoka EHL (2018) A Comprehensive Overview on Stress Neurobiology: Basic Concepts and Clinical Implications. Front. Behav. Neurosci. 12:127.

13 Anderson GS, Di Nota PM, Metz GAS & Andersen JP (2019) The impact of acute stress physiology on skilled motor performance: Implications for policing. Front Psychol. 10:2501.

Arble E, Daugherty AM & Arnetz B (2019) Differential effects of physiological arousal following acute stress on police officer performance in a simulated critical incident. Front. Psychol. 10:759.

14 Porges SW & Peper E (2015) When not saying no does not mean Yes: Psychophysiological factors involved in date rape. Biofeedback. 43(1):45-48.

15 de Kleine RA, Hagenaars MA & van Minnen A (2018) Tonic immobility during re-experiencing the traumatic event in posttraumatic stress disorder. Psychiatry Res. 270:1105-1109.

16 Kvetnanský R, Fukuhara K, Pacák K, Cizza G, Goldstein DS & Kopin IJ (1993) Endogenous glucocorticoids restrain catecholamine synthesis and release at rest and during immobilization stress in rats. Endocrinology. 133(3):1411-9.

Pacak K, Tjurmina O, Palkovits M, Goldstein DS, Koch CA, Hoff T & Chrousos GP (2002) Chronic hypercortisolemia inhibits dopamine synthesis and turnover in the nucleus accumbens: an in vivo microdialysis study. Neuroendocrinology. 76(3):148-57.

Pacak K, Palkovits M, Kvetnansky R, Matern P, Hart C, Kopin IJ & Goldstein DS (1995) Catecholaminergic inhibition by hypercortisolemia in the paraventricular nucleus of conscious rats. Endocrinology. 136(11):4814-9.

17 Anderson GS, Di Nota PM, Metz GAS & Andersen JP (2019) The impact of acute stress physiology on skilled motor performance: Implications for policing. Front Psychol. 10:2501.

Arble E, Daugherty AM & Arnetz B (2019) Differential effects of physiological arousal following acute stress on police officer performance in a simulated critical incident. Front. Psychol. 10:759.

18 Knowles GJ (2016) Social psychological dynamics of hostage negotiation: forensic psychology, suicide intervention, police intelligence/counterintelligence, and tactical entry. Journal of Criminal Psychology 6(1):16-27.

Rahim MA et al. (2002) A model of emotional intelligence and conflict management strategies: A study in seven countries. International Journal of Organizational Analysis. 10(4):302-326

Voss CT (2004) Crisis Negotiation: A Counter-Intuitive Method to Disrupt Terrorism. Studies in Conflict & Terrorism. 27(5):455-459.