Projekter og forskning

Center for Konfliktforebyggelse arbejder kontinuerligt på at udvikle nye koncepter og metoder ud fra vores tilgang til, at konflikter som oftest skal løses ved hjælp af helt andre metoder, end man umiddelbart havde forestillet sig. På den måde kan vi skabe reel forandring for de mennesker, der har brug for hjælp.

SOFUS-metoden – et læringskoncept

Vores seneste læringskoncept ved navn ”SOFUS” (Social-Fagligt Udviklingssystem) har vist sig at være uhyre effektivt. På kort tid er det lykkedes at vende selv meget demotiverede børn og unge med store faglige og sociale udfordringer til at være læringsmotiverede og deltagende elever med selvværd, faglig fremgang og tro på fremtiden.

Vi har udviklet konceptet i samarbejde med læringsterapeut Christina G. Mellerup, som vi efterfølgende har ansat. Vores mål med projektet er at rette fokus på, hvordan en seriøs og dedikeret konfliktforebyggende tilgang ofte viser nye veje til færre konflikter.

FKO-systemet – et koncept om frigørelse og fastholdelse

Man kan forebygge konflikter, men man kan ikke undgå dem. Når de opstår, er det derfor vigtigt, at man ved, hvordan man håndterer dem. Center for Konfliktforebyggelse har udviklet FKO-systemet (Fysisk Kommunikations- og Omsorgssystem), som er et nyt koncept omkring frigørelse og fastholdelse.

Fokus for konceptet er, at de anvendte frigørelses- og fastholdelsesgreb skal være så simple og så lidt varierede som muligt og gøre de ansatte i stand til at udstråle ro. Alle greb skal således bygge på de samme principper. På den måde sikrer vi, at det er muligt for uprøvede elever at tilegne sig metoder og principper inden for den tid, der er til rådighed i undervisningen. Samtidig sikres det, at eleverne kan anvende de metoder og greb, der undervises i, og at de kan huske det tillærte på længere sigt.

Vores øvrige projekter

Januar 2013: CFK afslutter i samarbejde med læringsterapeut Christina G. Mellerup udviklingen af et læringskoncept målrettet socialt udsatte børn og unge med lav skole- og læringsmotivation. Projektet har fokus på, hvordan en dedikeret konfliktforebyggende tilgang kan være vejen til markant færre konflikter.

November 2012: CFK igangsætter et forskningsprojekt, der skal afdække omfanget af skjult konfliktadfærd i et indkøbscenter i det centrale Aarhus med henblik på at udvikle redskaber og metoder, der kan forebygge konflikter.

September 2012: CFK afslutter udviklingsarbejdet med en ny standard for konflikthåndtering for institutioner i den offentlige sektor, der arbejder under serviceloven. Fokus er, at frontlinjepersonale med stor borgerkontakt bør benytte redskaber og metoder, der har fokus på forebyggelse. Konceptet er simpelt, let at lære og let at implementere i praksis. CFK har samtidig faciliteret, at den enkelte institution selv kan vedligeholde medarbejdernes kompetencer og dermed er uafhængig af eksterne konsulenter.

Juli 2012: CFK indgår samarbejde med Skolevagt omkring udviklingen af en standard for konfliktforebyggelse og konflikthåndtering for vagtpersonale med fokus på kommunikation.

Maj 2012: CFK indgår aftale med uddannelsesinstitutionen SOSU Nord omkring uddannelse af konsulenter fra SOSU Nords udviklingsafdeling i konflikthåndtering i et “Train the Trainer”-program. SOSU Nord har dermed fået kompetencen til selv at undervise elever i konflikthåndtering samt en metode til vedligeholdelse, der er tilpasset virkeligheden i netop deres organisation.